Når konfirmationsforberedelsen nærmer sig, er der efterhånden en del unge, der står med et ekstra valg. De er nemlig ikke blevet døbt som børn. En af dem er Sylvester Hegnhøj Mortensen.
 Det var på ingen måde en selvfølge, at Sylvester skulle konfirmeres. Faktisk var der ikke meget, der tydede på det. Hans far er hverken døbt eller konfirmeret. Og hans storesøster holdt en stor fødselsdagsfest i stedet for en konfirmation. Sylvester var også lovet en stor fest lige meget, om han ville konfirmeres eller ej. Men hans forældre mente, det var en god ide, at han gik til præst, så han ligesom selv kunne sætte sig ind i tingene. Det blev starten på lange og svære overvejelser, der fik indflydelse på hele familien.
En svær beslutning
Det viste sig, at Sylvester godt kunne lidt at gå til præst. Og præsten var god. Men var det nok til at blive døbt og konfirmeret?
- I starten tænkte jeg meget. Men jo mere jeg tænkte, desto sværere blev det, fortæller Sylvester, og hans mor Mette Hegnhøj Mortensen fortsætter:
"Du spekulerede faktisk så meget, at du var ved at blive vanvittig. Det gik dig på, at du skulle træffe et valg, som du følte, du ikke selv var i stand til."
- Du spekulerede faktisk så meget, at du var ved at blive vanvittig. Det gik dig på, at du skulle træffe et valg, som du følte, du ikke selv var i stand til.
Kammeraterne kunne ikke hjælpe, for de stod i en helt anden situation. De var døbt, så de stod ikke alene med valget på samme måde. Det var lige ved at blive for meget for Sylvester. Han havde brug for en pause. Det fik han, da han tog en snak med sin præst. En snak om alt fra Bibelen til helvede. Men først og fremmest en snak om tvivl, og om hvor meget man skal tro for at blive døbt og konfirmeret. Dér gik det op for Sylvester, at man ikke skal tro 107 %. Og at det er helt almindeligt at tvivle.
- Jeg kan huske, at da du havde haft den snak med præsten, så sagde en af dine venner, at det var godt, du havde haft den, for nu havde du ro igen. Det var først der, der rigtig gik op for mig, hvor meget, du havde tumlet med det, husker Sylvesters mor.
Præsten bad også Sylvester om at lægge sine overvejelser til side. De aftalte en dato tæt på konfirmationen, og at Sylvester først skulle beslutte sig der. Det gav Sylvester ro. Men det pressede hans familie. Hans morfar og mormor skulle til USA, og de kom først hjem to dage før konfirmationen. Hvis den altså skulle være. De ville selvfølgelig gerne vide, om de kom hjem til en konfirmation eller ej. Og sådan en fest skal jo også forberedes. Der skal skrives sang, inviteres gæster, styr på mad og meget mere.
- Jeg blev presset af konventionerne. Så jeg pressede Sylvester til at tage en beslutning. Men Sylvester lod sig ikke presse. Han gjorde det klart, at det ikke var festen og planlægningen, det handlede om. Det var valget, der var vigtigt, fortæller en tydeligt stolt mor, der var glad for at blive sat på plads.
Men det var ikke kun den sene beslutning, der fik betydning for Sylvesters familie. Hans overvejelser startede også en masse tanker hos resten af familien.
Hele familien blev involveret
Familien Hegnhøj Mortensen er som mange danske familier. Moren Mette er døbt. Faren Mads er ikke. Der bliver normalt ikke talt meget om kristendom og tro over middagsbordet derhjemme. Men det ændrede sig, da Sylvester begyndte at gå til konfirmationsforberedelse.
- Vi har hele tiden sagt, at vi syntes, det var godt, han gik til konfirmationsforberedelse, for så blev han ligesom oplyst. Og så har vi tænkt: ”Så klarer de den henne ved præsten”. Men Sylvester har på eget initiativ taget sine overvejelser med hjem, fortæller hans mor.
Hun måtte fortælle om, hvordan konfirmationen for hende havde været en selvfølge, hun ikke havde tænkt meget over. Og far Mads måtte fortælle om, hvordan han også gik til konfirmationsforberedelse for at lære om kristendommen, men allerede inden var fast besluttet på, at han ikke ville konfirmeres. De talte om, hvad man egentlig tror på, når man siger, man tror på Gud. Om helvede findes. Og om man kan tjekke faktuelle ting i Bibelen.
Samtalerne i hjemmet og storebrorens overvejelser smittede også af på Sylvesters ene lillesøster Fiona, der begyndte at tænke over, om hun egentlig troede på Gud eller ej. Og hun begyndte at overveje, om hun ville døbes.
- Kan du huske, at du fik lidt hjælp til beslutningen, griner hendes mor, og fortæller, hvordan Fiona gerne ville have sne, så hun bad om snevejr, og næste dag lå der sne.
Fiona var ret klar i sine overvejelser.
- Når jeg bliver stor, så vil jeg gerne konfirmeres. Og så ville jeg gerne allerede være døbt. Men hvis Sylvester ikke ville døbes, så ville jeg heller ikke, siger hun.
Det endte med, at de begge blev døbt. En måned før Sylvesters konfirmation cyklede de fra hjemmet i den gamle præstegård op til kirken. Det var eftermiddag. Og den eneste gæst var Sylvesters gode ven Jakob. Det var helt rigtigt for Sylvester, der var blufærdig over at skulle døbes foran andre. Og Fiona satte stor pris på, at hendes storebror gik forrest.
- Da vi kom op i kirken, så vidste jeg jo ikke helt, hvad jeg skulle. Men så kunne jeg se Sylvester gøre det først, så jeg vidste, hvad jeg skulle, husker Fiona.
Hele familien tænker tilbage på det som en dejlig dag. Og Fiona er glad for, at hun nu er døbt.
- Jeg gad ikke at stå med det, når jeg bliver ældre, for det er lidt besværligt. Jeg har jo set, hvordan det var for Sylvester, siger hun, og får hele familien til at knække sammen af grin.
Det føles rigtigt
Konfirmationen blev også en helt særlig dag.
- Vi kunne sagtens have holdt en fest uden konfirmationen. Men det var så fint, fordi vi havde fulgt Sylvesters forløb og valg. Kirkedelen var enormt rørende, for det ja, som Sylvester sagde, det var virkelig et ja. Det står han virkelig inde for. Det var så meget ham, siger hans mor.
Sylvester selv er glad for, at han var nødt til selv at forholde sig til, hvad han egentlig tror på, og om han ville døbes og konfirmeres.
- Man er selv mere inde over, når man ikke er døbt som barn. Det er et stort valg at stå med. Men min præst sagde også, at sådan er det, når man bliver voksen. Det her har været en smagsprøve, siger Sylvester.
Han har et godt råd til andre unge, der går og tumler med lignende overvejelser:
"Få snakket med nogen. Det hjælper. Man skal ikke stå alene med det. Og få især snakket med din præst. Han er faktisk ret god at snakke med. Han er ikke bange for de store spørgsmål."
- Få snakket med nogen. Det hjælper. Man skal ikke stå alene med det. Og få især snakket med din præst. Han er faktisk ret god at snakke med. Han er ikke bange for de store spørgsmål.
For Sylvester har det været rigtigt at blive døbt og konfirmeret.
- Det har jo ikke en konsekvens i mit liv i forhold til f.eks. om jeg finder et arbejde. Det vigtige er at tage den rigtige beslutning. Før dåben og konfirmationen tænkte jeg, at hvis mit valg viste sig ikke at være rigtigt, så ville det plage mig nu. Men det gør det ikke. Så jeg tror, det var den rigtige beslutning. Ellers ville det irritere mig, hvis jeg havde valgt forkert, siger Sylvester.
Men bare fordi han nu er ”en del af klubben”, er det ikke blevet nemmere at sætte ord på det med Gud og tro.
- Det er mere en fornemmelse af, at det føles rigtigt, siger han.
Også hans far har været glad for forløbet.
- Det har været en invitation til at snakke med en præst og Sylvester om noget, vi ellers ikke ville snakke om. Og det har været fint, siger Mads Hegnhøj Mortensen.
Faktisk har det også sat noget i gang hos Mads selv. Især fællesskabet omkring kirken og præstens måde at være på gav mening. Så han sendte en mail til præsten om, at han gerne ville meldes ind i folkekirken.
- Men det kræver jo dåb, så det blev ikke til noget, siger han med et grin, og tilføjer:
- Jeg har nok brug for mere betænkningstid. Jeg skal finde ud af, hvor meget jeg skal være sikker. Og jeg har jo ikke en frist som Sylvester med konfirmationen.
|
