Bertrams forældre var ikke enige om, om han skulle døbes eller ej. Men det endte med, at Bertram blev døbt. Læs her hvorfor, og hvilke overvejelser, de gjorde sig undervejs.
Da Christina Marie Holst Lillelund Nielsen og Mads Ulrich blev forældre til lille Bertram, gav det ikke sig selv, om han skulle døbes. Christina var slet ikke i tvivl om, at selvfølgelig skulle han døbes. Men stod det til Mads, så skulle Bertram ikke døbes.
- Det er jo ikke noget, vi har diskuteret, så tingene faldt ned fra væggen. Men for mig var det bare ikke vigtigt, at Bertram blev døbt, siger Mads Ulrich.
Han har to store drenge fra tidligere, og dengang var det faktisk ham, der valgte, at de skulle døbes. Men alt det her med dåb og kirke og tro fylder ikke noget i hans liv og hverdag, så selv om han er både døbt og konfirmeret, meldte han sig ud af folkekirken for to år siden.
- Ikke på grund af økonomi, for det er så lidt, det drejer sig om. Men der er jo ingen grund til at være med i noget, man ikke har et forhold til, siger han.
Og derfor så han heller ingen grund til, at Bertram skulle døbes.
- Men jeg kunne jo hurtigt mærke, at det var vigtigt for Christina, siger han.
- Ja, ellers var jeg også bare blevet ved med at argumentere, griner Christina Nielsen, og uddyber:
"Så kan han selv vælge senere. Men nu er han lille, så lige nu har vi taget valget for ham."
- Det betyder meget for mig, fordi det er en tradition i min familie. Jeg synes, det er en stor dag. En dejlig dag med familien. Og jeg kan godt lide, at Bertram er med i fællesskabet i kirken. Så kan han selv vælge senere. Men nu er han lille, så lige nu har vi taget valget for ham.
Tradition og et nemmere valg for Bertram
Der er mange grunde til, at Christinas og Mads’ overvejelser endte med, at Bertram blev døbt. Det handler om tradition, og om dåbsritualet, der går på tværs af generationer og samler familien.
- Bertram er døbt ved den samme døbefont, som jeg er døbt ved. Og som min familie er døbt ved. Jeg kunne godt stå og blive helt rørt der ved døbefonten ved tanken om, at jeg også er døbt der, og at mine forfædre er døbt der, siger Christina Nielsen.
De mærkede begge historiens vingesus, da de stod ved døbefonten og forestillede sig, hvor mange børn, der var blevet døbt der siden 1100-tallet.
Bertram blev også døbt for at gøre det lettere for ham, når han bliver ældre.
"Jeg tænker, det er nemmere for ham, hvis han vil konfirmeres, når nu han er døbt. Han har ligesom taget det første skridt med dåben."
- Jeg tænker, det er nemmere for ham, hvis han vil konfirmeres, når nu han er døbt. Han har ligesom taget det første skridt med dåben. Så kan han hoppe med videre med konfirmation, hvis han vil. Det er hans valg, når han er gammel nok, siger Christina Nielsen, og uddyber:
- Når man er 13 år, har man i forvejen svært ved at træffe beslutninger. Man er letpåvirkelig. Så hvis man samtidig skal vælge dåb, så tror jeg, det er sværere at vælge konfirmationen til.
Det er nemmere at vælge konfirmationen fra, hvis man ikke er døbt, end at sige til kammeraterne, at man vil døbes først og så konfirmeres bagefter.
Fadderne spillede også en rolle i beslutningen.
- Det er stort det her med, at der er nogle, der stiller sig op og siger, at de vil hjælpe med at passe på Bertram, siger Christina.
En dag at have med sig hele livet
Det var vigtigt for Christina at samle familien til dåben. Fra de yngste til de ældste. Faktisk var det så vigtigt, at de flyttede dåben til Silkeborg, hvor hendes mormor på 87 år bor, så hun også kunne være med.
- Det betød meget for mig, siger Christina Nielsen, der også sendte sin afdøde morfar en tanke ved døbefonten, da Bertram fik hans navn som mellemnavn.
I det hele taget er det med traditionen og rødderne vigtigt. Bertram skulle have haft en dåbskjole på, som stammer fra Mads’ familie. Desværre var den alt for varm, så i stedet købte de en ny dåbskjole, som de nu håber bliver en tradition i familien.
- Jeg håber da, at den stadig er i brug om 50 år og måske længere, og at Bertrams børn og børnebørn bliver døbt i den, siger Christina Nielsen.
Bertrams forældre har gjort meget ud af, at dåbsdagen er en dag, de alle kan se tilbage på, og glæde sig over. Og at Bertram kan blive mindet om dagen hele livet. Han skal se billeder fra dagen, høre om dagen, se quizzen fra sin dåbsdag, og når han bliver 18 år, kan han læse i sin fremtidsbog, hvor alle dåbsgæsterne har givet deres bud på alt fra, hvem han ligner mest til hvad han drømmer om at blive. Og så har de ønsket sig dåbsgaver, der varer ved, så Bertram kan tænke på sine bedsteforældre, når har ser sit dåbsbestik, og på sin oldemor hvert år, når hans flag kommer på bordet til hans fødselsdag.
- De her mennesker bliver jo ikke ved med at være her. Men så har han gaverne og kan mindes dem og en god dag, siger Christina Nielsen.
Selv har hun en del minder fra sin dåbsdag i form af historier, billeder og dåbsgaver med indgravering, hvorimod Mads er lidt i tvivl om, hvor han egentlig er døbt, og om der overhovedet findes billeder fra hans dåbsdag.
Tro er svært at snakke om
Mads var lidt betænkelig, inden de skulle møde præsten til dåbssamtale.
- Jeg var nervøs for, om hun ville sige noget om, at jeg er meldt ud af folkekirken. Og måske lidt bange for, at jeg skulle sidde der og forsvare mig over for en præst med en masse store præsteord. Men sådan var hun slet ikke, siger Mads Ulrich, der var glad for samtalen, hvor de både snakkede om dåben og dåbsritualet, om hvad der skulle ske, om Bertrams start på livet, og om kirkens renovering.
- Det er nemlig sådan noget, jeg går op i, griner Mads, og vender tilbage til sin bekymring:
- Men hvad nu, hvis hun havde sagt: ”Jeg vil ikke døbe dit barn, når du ikke tror”?
Det er svært at sætte ord på det der med tro. For tro er ikke noget, vi er vant til at tale om. Men hvordan ser Mads og Christina egentlig sig selv, når det handler om tro?
- Jeg er ikke ateist. Jeg har bare ikke et forhold til kirken og tro. Jeg tror ikke, der sidder en Gud deroppe. Men jeg tror, der er noget større, siger Mads, og tilføjer:
- Jeg ved jo ikke, om jeg bliver kristen senere i livet. Man hører om folk, der møder noget i livet, og så finder mening i at tro og snakke med præsten. Men nu er det bare noget, jeg aldrig tænker på.
Christina siger:
- Jeg er ikke vildt kristen. Jeg er nok, som folk er flest. Jeg går ikke i kirke hver søndag, og jeg tror ikke på alt, hvad der står i Bibelen. Men der er noget større.
Ikke trække noget ned over hovedet
Christina Nielsen kan godt forstå, at nogle synes, dåb er en gammeldags tradition, som kan være svær at forholde sig til som moderne menneske.
"Man kan jo altid holde en fest. Men sommetider er det også værd at holde fast i, hvorfor man gør det."
- Man kan jo altid holde en fest. Vi kunne jo bare holde en navngivningsfest i stedet for dåb, ligesom man holder nonfirmation i stedet for konfirmation. Men sommetider er det også værd at holde fast i, hvorfor man gør det. Ellers uddør årsagen til festen, siger hun, og tilføjer:
- Og så skal man da vide, at ens barn ikke er medlem af folkekirken, hvis det ikke bliver døbt.
Bertram er blevet medlem, og for hans forældre handler det nu om at have givet ham mulighed for med dåben som grundlag selv at tage stilling til sin tro, når han bliver gammel nok til det.
- Bertram fik en børnebibel af kirken, da han blev døbt. Den er rigtig fin, og den kan man godt læse for ham uden at trække noget ned over hovedet på ham. Der er jo mange gode historier i. Så den tror jeg, vi kommer til at læse i, ligesom vi kommer til at læse H.C Andersen og Astrid Lindgren, siger Christina Nielsen, og Mads Ulrich nikker.
Og uanset hvad han vælger, har han sine forældres opbakning, for det er hans valg, når han bliver stor nok til selv at træffe det.
Læs også: Tanker om dåb og konfirmation fik betydning for hele familien |
